Løn- og ansættelsesforhold Ansvar og pligter

Den ansattes ansvar

Foreningens sekretariat modtager ofte forespørgsler om den ansattes ansvar. I det følgende belyses lærerens ansvar i forskellige relationer.

I et senere kapitel er foreningens notat om en hel specifik problemstilling omtalt: Overgreb mod børn. Der henvises til dette afsnit, som ud over overgreb mod børn også beskriver mere principielle problemstillinger, fx indhentning af straffeattester i forbindelse med ansættelse.

Ansvar og sanktion
Begrebet ansvar hører snævert sammen med begrebet sanktion. Det, at man har et ansvar, betyder, at der kan rettes sanktioner mod én, hvis man ikke lever op til ansvaret. Hvis der er opstået en situation, hvor man vil gøre ansvar gældende, må der først tages stilling til, hvem der har ansvaret, derefter hvilken sanktion der kan anvendes. Valget af sanktion afhænger af, hvilken ansvarstype der er tale om.

Den ansattes ansvar kan deles op i tre hovedtyper:

1.     Strafferetligt ansvar

2.     Ansvar i ansættelsesforholdet

3.     Erstatningsretligt ansvar

I det følgende vil de 3 ansvarstyper blive nærmere beskrevet. Det vil blive omtalt, hvilke sanktioner der kan bringes i anvendelse, hvis en medarbejder gøres ansvarlig for overtrædelse af gældende regler eller normer. Af hensyn til overskueligheden er fremstillingen stærkt forenklet.

Strafferetligt ansvar
Regler om det strafferetlige ansvar findes hovedsagelig i straffeloven. Det er indlysende, at borgere i almindelighed skal undgå at komme i konflikt med loven. Men straffeloven indeholder også specielle bestemmelser for offentligt ansatte.

Det er strafbart for offentligt ansatte at misbruge deres stilling til at skaffe sig selv uberettiget økonomisk fordel eller at tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade at gøre noget, fordi de står i et afhængighedsforhold til en. Specielt er det for undervisere og opdragere strafbart at indlade sig seksuelt med elever, som ikke er fyldt 18 år. På dette område er retspraksis meget streng, og lærerne må advares mod at berøre elever eller kommunikere med elever på en sådan måde, at det kan opfattes som udtryk for seksuelt betingede tilnærmelser. Straffeloven indeholder også regler om vold, og disse bestemmelser har været anvendt over for lærere, der har foretaget legemlig afstraffelse af elever.

Offentligt ansatte kan også straffes, hvis de tilsidesætter tavshedspligten eller hvis man nægter eller undlader at opfylde en pligt, man har i kraft af sin ansættelse. Som eksempel kan nævnes, at man ikke efterlever underretningspligten. Se afsnittet om den ansattes pligter.

Overtrædelse af de strafferetlige regler kan medføre straf, hovedsagelig i form af bøde eller fængsel. Hertil kommer, at arbejdsgiveren konkret kan skønne, at en dom dokumenterer, at man ikke som offentligt ansat lever op til pligten til såvel i som uden for tjenesten at vise sig værdig til den agtelse og tillid, stillingen kræver. Det kan føre til, at arbejdsgiveren griber til en sanktion, eventuelt i form af afskedigelse eller bortvisning. Se herom i næste afsnit.

Ansvar i ansættelsesforholdet
Som ansat skal man samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for stillingen. Man skal også – både i og uden for tjenesten - vise sig værdig til den agtelse og tillid stillingen kræver.

Pligter i ansættelsesforholdet kan være fastsat ved lov. For offentligt ansatte gælder det f.eks. underretningspligten. Den giver alle offentligt ansatte pligt til at underrette den sociale myndighed, hvis man får kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en ung har brug for særlig støtte eller har været udsat for overgreb. Pligter i ansættelsesforholdet kan også være foreskrevet ved tjenestebefaling. Den ansatte har lydighedspligt i forhold til ledelsens instruktioner og ordrer.

Også mere specifikke pligter kan være foreskrevet ved lov. Folkeskolens ledere og lærere er pålagt pligter i folkeskoleloven og en række bekendtgørelser. Som eksempler kan nævnes tilsynspligt. Andre er fastsat i forvaltningsloven (tavshedspligten). For tjenestemænd er pligten til at tåle ændringer i stillingen fastsat i tjenestemandsloven eller det kommunale eller regionale tjenestemandsregulativ.

Hvis arbejdsgiveren eller på dennes vegne en overordnet er utilfreds med noget, som en ansat har gjort eller undladt at gøre, kan der gribes ind med rådgivning, vejledning eller påtale. Dette følger af arbejdsgiverens eller den overordnedes ledelsesbeføjelser. Rådgivning, vejledning eller påtale anses ikke for at være en sanktion.

Hvis arbejdsgiveren ønsker at gøre et tjenesteretligt ansvar gældende over for en tjenestemand, er der særlige procedureregler, som skal følges. Hvis det ved denne procedure bliver fastslået, at tjenestemanden har begået tjenesteforseelser, kan en af følgende sanktioner anvendes: advarsel, irettesættelse, bøde, forflyttelse, degradation eller afsked.

For overenskomstansatte er der ikke et sådant disciplinærsystem. Hvis arbejdsgiveren ikke vil acceptere forholdet, er eneste mulige sanktion afskedigelse. Arbejdsgiveren kan dog ved en advarsel gøre en ansat opmærksom på, at forholdet ikke kan accepteres, og at gentagelser vil blive sanktioneret.

Erstatningsretligt ansvar
Dansk erstatningsret bygger i vid udstrækning på domspraksis. Hidtidige domme danner præcedens, men enhver sag må vurderes konkret efter dens faktiske omstændigheder.

Ud fra domspraksis er der gennem tiderne udledt en regel, kaldet »den almindelige erstatningsregel«. Den indebærer, at har man forvoldt en skade ved en handling eller en undladelse, der kan tilregnes en som uagtsom eller forsætlig, er man erstatningsansvarlig. Denne regel kaldes også culpareglen (skyldreglen).

Når en domstol skal bedømme, om en skadevolder er erstatningsansvarlig, anvendes et romerretligt princip: Bonus Pater Familias - den gode familiefader. Domstolen spørger sig selv, om skadevolderen kunne have undgået skaden ved at optræde som »den gode familiefader« (= den kloge, fornuftige borger). Kunne skaden have været undgået, hvis man havde optrådt fornuftigt, er man erstatningsansvarlig.

Man kan altså have pådraget sig skyld (culpa), hvis man ved at optræde som en klog, fornuftig borger kunne have undgået en skade. Tilsidesættelse af tilsynspligten, herunder pligten til at gribe ind, kan medføre erstatningsansvar, selv om det f.eks. er elevers farlige leg, som har forvoldt skaden.

Hvis alle har opført sig fornuftigt, og en skade alligevel sker, er der tale om et »hændeligt uheld«, og ingen vil være erstatningsansvarlig.

I dansk retspraksis hæfter arbejdsgiveren for de ansattes skadevoldende handlinger eller undladelser, når skaden er sket i arbejdstiden, og arbejdet sker i arbejdsgiverens interesse. Arbejdsgiveren – (amts)kommunen – kan således blive erstatningsansvarlig uden selv at være direkte skyld i det skete. Det vil dog normalt være en forudsætning, at den ansatte skal have pådraget sig et personligt ansvar efter »den almindelige erstatningsregel«.

Arbejdsgiveren har under visse omstændigheder adgang til at forlange den betalte erstatning helt eller delvist tilbagebetalt af den ansatte (regres). Det sker meget sjældent. Arbejdsgiveren kan som hovedregel kun forlange erstatning betalt af den ansatte, hvis han eller hun har handlet forsætligt eller meget groft uagtsomt. Hertil kommer, at medlemmer af Danmarks Lærerforening er omfattet af foreningens kollektive ansvarsforsikring. Når der er tale om erstatningsansvar, pådraget i tjenesten, vil foreningens medlemmer derfor i praksis kun komme til at udrede eventuel erstatning selv, hvis de har forvoldt skaden forsætligt e.l. Se iøvrigt kapitlet DLF's kollektive ansvarsforsikring.

Foreningen modtager en del forespørgsler om eventuelt erstatningsansvar i den situation, hvor en lærer ønsker at deltage i et arrangement, men hvor skolen/kommunen ikke vil bevilge arbejdskraftsressourcer til formålet, f.eks. arrangementer som gennemføres af en kreds af forældre, og hvor læreren deltager som »indbudt gæst«.

Efter foreningens vurdering må det normalt være en forudsætning for at lærerens personlige erstatningsansvar kan falde tilbage på kommunen, at aktiviteten er defineret som arbejde i henhold til arbejdsplanen, eller at den er omfattet af en lokal aftale mellem kommunen og den lokale kreds. Det kan således ikke på forhånd udelukkes, at erstatningsansvar kan gøres gældende over for en lærer personligt, hvorfor det generelt bør frarådes medlemmer at deltage i arrangementer som ikke er omfattet af tjenesten.

Pådragelse af erstatningsansvar medfører som sanktion, at den erstatningspligtige må betale et pengebeløb til den skadelidte.

Foreningens sekretariat modtager ofte forespørgsler om den ansattes ansvar. I det følgende belyses lærerens ansvar i forskellige relationer.

I et senere kapitel er foreningens notat om en hel specifik problemstilling omtalt: Overgreb mod børn. Der henvises til dette afsnit, som ud over overgreb mod børn også beskriver mere principielle problemstillinger, fx indhentning af straffeattester i forbindelse med ansættelse.

Ansvar og sanktion
Begrebet ansvar hører snævert sammen med begrebet sanktion. Det, at man har et ansvar, betyder, at der kan rettes sanktioner mod én, hvis man ikke lever op til ansvaret. Hvis der er opstået en situation, hvor man vil gøre ansvar gældende, må der først tages stilling til, hvem der har ansvaret, derefter hvilken sanktion der kan anvendes. Valget af sanktion afhænger af, hvilken ansvarstype der er tale om.

Den ansattes ansvar kan deles op i tre hovedtyper:

1.     Strafferetligt ansvar

2.     Ansvar i ansættelsesforholdet

3.     Erstatningsretligt ansvar

I det følgende vil de 3 ansvarstyper blive nærmere beskrevet. Det vil blive omtalt, hvilke sanktioner der kan bringes i anvendelse, hvis en medarbejder gøres ansvarlig for overtrædelse af gældende regler eller normer. Af hensyn til overskueligheden er fremstillingen stærkt forenklet.

Strafferetligt ansvar
Regler om det strafferetlige ansvar findes hovedsagelig i straffeloven. Det er indlysende, at borgere i almindelighed skal undgå at komme i konflikt med loven. Men straffeloven indeholder også specielle bestemmelser for offentligt ansatte.

Det er strafbart for offentligt ansatte at misbruge deres stilling til at skaffe sig selv uberettiget økonomisk fordel eller at tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade at gøre noget, fordi de står i et afhængighedsforhold til en. Specielt er det for undervisere og opdragere strafbart at indlade sig seksuelt med elever, som ikke er fyldt 18 år. På dette område er retspraksis meget streng, og lærerne må advares mod at berøre elever eller kommunikere med elever på en sådan måde, at det kan opfattes som udtryk for seksuelt betingede tilnærmelser. Straffeloven indeholder også regler om vold, og disse bestemmelser har været anvendt over for lærere, der har foretaget legemlig afstraffelse af elever.

Offentligt ansatte kan også straffes, hvis de tilsidesætter tavshedspligten eller hvis man nægter eller undlader at opfylde en pligt, man har i kraft af sin ansættelse. Som eksempel kan nævnes, at man ikke efterlever underretningspligten. Se afsnittet om den ansattes pligter.

Overtrædelse af de strafferetlige regler kan medføre straf, hovedsagelig i form af bøde eller fængsel. Hertil kommer, at arbejdsgiveren konkret kan skønne, at en dom dokumenterer, at man ikke som offentligt ansat lever op til pligten til såvel i som uden for tjenesten at vise sig værdig til den agtelse og tillid, stillingen kræver. Det kan føre til, at arbejdsgiveren griber til en sanktion, eventuelt i form af afskedigelse eller bortvisning. Se herom i næste afsnit.

Ansvar i ansættelsesforholdet
Som ansat skal man samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for stillingen. Man skal også – både i og uden for tjenesten - vise sig værdig til den agtelse og tillid stillingen kræver.

Pligter i ansættelsesforholdet kan være fastsat ved lov. For offentligt ansatte gælder det f.eks. underretningspligten. Den giver alle offentligt ansatte pligt til at underrette den sociale myndighed, hvis man får kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en ung har brug for særlig støtte eller har været udsat for overgreb. Pligter i ansættelsesforholdet kan også være foreskrevet ved tjenestebefaling. Den ansatte har lydighedspligt i forhold til ledelsens instruktioner og ordrer.

Også mere specifikke pligter kan være foreskrevet ved lov. Folkeskolens ledere og lærere er pålagt pligter i folkeskoleloven og en række bekendtgørelser. Som eksempler kan nævnes tilsynspligt. Andre er fastsat i forvaltningsloven (tavshedspligten). For tjenestemænd er pligten til at tåle ændringer i stillingen fastsat i tjenestemandsloven eller det kommunale eller regionale tjenestemandsregulativ.

Hvis arbejdsgiveren eller på dennes vegne en overordnet er utilfreds med noget, som en ansat har gjort eller undladt at gøre, kan der gribes ind med rådgivning, vejledning eller påtale. Dette følger af arbejdsgiverens eller den overordnedes ledelsesbeføjelser. Rådgivning, vejledning eller påtale anses ikke for at være en sanktion.

Hvis arbejdsgiveren ønsker at gøre et tjenesteretligt ansvar gældende over for en tjenestemand, er der særlige procedureregler, som skal følges. Hvis det ved denne procedure bliver fastslået, at tjenestemanden har begået tjenesteforseelser, kan en af følgende sanktioner anvendes: advarsel, irettesættelse, bøde, forflyttelse, degradation eller afsked.

For overenskomstansatte er der ikke et sådant disciplinærsystem. Hvis arbejdsgiveren ikke vil acceptere forholdet, er eneste mulige sanktion afskedigelse. Arbejdsgiveren kan dog ved en advarsel gøre en ansat opmærksom på, at forholdet ikke kan accepteres, og at gentagelser vil blive sanktioneret.

Erstatningsretligt ansvar
Dansk erstatningsret bygger i vid udstrækning på domspraksis. Hidtidige domme danner præcedens, men enhver sag må vurderes konkret efter dens faktiske omstændigheder.

Ud fra domspraksis er der gennem tiderne udledt en regel, kaldet »den almindelige erstatningsregel«. Den indebærer, at har man forvoldt en skade ved en handling eller en undladelse, der kan tilregnes en som uagtsom eller forsætlig, er man erstatningsansvarlig. Denne regel kaldes også culpareglen (skyldreglen).

Når en domstol skal bedømme, om en skadevolder er erstatningsansvarlig, anvendes et romerretligt princip: Bonus Pater Familias - den gode familiefader. Domstolen spørger sig selv, om skadevolderen kunne have undgået skaden ved at optræde som »den gode familiefader« (= den kloge, fornuftige borger). Kunne skaden have været undgået, hvis man havde optrådt fornuftigt, er man erstatningsansvarlig.

Man kan altså have pådraget sig skyld (culpa), hvis man ved at optræde som en klog, fornuftig borger kunne have undgået en skade. Tilsidesættelse af tilsynspligten, herunder pligten til at gribe ind, kan medføre erstatningsansvar, selv om det f.eks. er elevers farlige leg, som har forvoldt skaden.

Hvis alle har opført sig fornuftigt, og en skade alligevel sker, er der tale om et »hændeligt uheld«, og ingen vil være erstatningsansvarlig.

I dansk retspraksis hæfter arbejdsgiveren for de ansattes skadevoldende handlinger eller undladelser, når skaden er sket i arbejdstiden, og arbejdet sker i arbejdsgiverens interesse. Arbejdsgiveren – (amts)kommunen – kan således blive erstatningsansvarlig uden selv at være direkte skyld i det skete. Det vil dog normalt være en forudsætning, at den ansatte skal have pådraget sig et personligt ansvar efter »den almindelige erstatningsregel«.

Arbejdsgiveren har under visse omstændigheder adgang til at forlange den betalte erstatning helt eller delvist tilbagebetalt af den ansatte (regres). Det sker meget sjældent. Arbejdsgiveren kan som hovedregel kun forlange erstatning betalt af den ansatte, hvis han eller hun har handlet forsætligt eller meget groft uagtsomt. Hertil kommer, at medlemmer af Danmarks Lærerforening er omfattet af foreningens kollektive ansvarsforsikring. Når der er tale om erstatningsansvar, pådraget i tjenesten, vil foreningens medlemmer derfor i praksis kun komme til at udrede eventuel erstatning selv, hvis de har forvoldt skaden forsætligt e.l. Se iøvrigt kapitlet DLF's kollektive ansvarsforsikring.

Foreningen modtager en del forespørgsler om eventuelt erstatningsansvar i den situation, hvor en lærer ønsker at deltage i et arrangement, men hvor skolen/kommunen ikke vil bevilge arbejdskraftsressourcer til formålet, f.eks. arrangementer som gennemføres af en kreds af forældre, og hvor læreren deltager som »indbudt gæst«.

Efter foreningens vurdering må det normalt være en forudsætning for at lærerens personlige erstatningsansvar kan falde tilbage på kommunen, at aktiviteten er defineret som arbejde i henhold til arbejdsplanen, eller at den er omfattet af en lokal aftale mellem kommunen og den lokale kreds. Det kan således ikke på forhånd udelukkes, at erstatningsansvar kan gøres gældende over for en lærer personligt, hvorfor det generelt bør frarådes medlemmer at deltage i arrangementer som ikke er omfattet af tjenesten.

Pådragelse af erstatningsansvar medfører som sanktion, at den erstatningspligtige må betale et pengebeløb til den skadelidte.